Kolonihaver i landzone

Redegørelse for kolonihaver

Mål

Det er et mål at fastholde, at kommunens kolonihaveområder fremstår og anvendes i overensstemmelse hermed.

Baggrund for retningslinjer

Kommunen rummer flere, både små og store kolonihaveområder jf. retningslinjekort 3.2.3.

Kolonihaveloven definerer kolonihaver som alle havekolonier, hvor der er tilladelse til at opføre hus eller redskabsskur, og opdeler kolonihaver i overnatningshaver og daghaver (nyttehaver o.l.).

Kolonihaver betragtes principielt som en byfunktion og bør som sådan principielt indpasses i byområdet tæt ved brugerne. I Høje-Taastrup Kommune er det imidlertid ikke muligt at opfylde formålet med lovgivningen og dække behovet for nye haver inden for byområdet, da byområdet er reserveret til andre bymæssige formål. Det må derfor accepteres, at nye overnatningshaver indpasses i landzone i landområdet i nærheden af byen. Arealerne kan blandt andet findes i den nye grønne ring eller i de forlængede kiler.

Retningslinjerne sigter mod, at nye kolonihaver i størst muligt omfang integreres i den lokale og regionale grønne struktur.

Overnatningshaver

Kommunen kan pege på konkrete arealer, som kan anvendes til at dække arealbehovet til erstatningshaver og nye haver. Alle nye kolonihaver, der udlægges, bliver varige, uanset om de etableres i by- eller landzone.

Grundejere, der nedlægger varige kolonihaver, dvs. haver med permanent status, skal stille et erstatningsareal til rådighed for kolonisterne til etablering af nye haver.

Retningslinjer om havernes størrelse og anvendelse svarer til Kolonihavelovens krav. Det har været intentionen med Kolonihaveloven at sikre et udbud af flere kolonihaver i en teknisk standard, som begrænser omkostningerne ved erhvervelse af en ny overnatningshave og dermed ikke tilskynder til helårsbeboelse.

Retningslinjerne tilskynder kommunen til at indtænke havekolonier i den grønne struktur og åbne dem for offentligheden, så de bliver til glæde for alle borgere.

Daghaver

Retningslinjerne indebærer, at det alene er kommunens ansvar at skaffe arealer til daghaver (nyttehaver o.l.) .

Ifølge Planlovens § 11 c skal der i kommuneplanen udlægges bynære arealer til kolonihaver i et antal, der svarer til bebyggelsesforholdene. I Hovedstadsregionen svarer det til en kommunal dækningsgrad på 2 daghaver pr. 100 etageboliger. Daghaver bør anlægges i byområdet på arealer med god stiforbindelse og i rimelig gang eller cykelafstand fra kommunens etageboliger.

Ved daghaver forstås nyttehaver o.l., hvor der kun er mulighed for et redskabsskur på den enkelte havelod. Ubebyggede arealer i byområdet kan anvendes midlertidigt til daghaver, indtil arealet skal bebygges.

Haver uden ret til bebyggelse på hvert enkelt havelod er ikke omfattet af lovens definition af en kolonihave og bliver ikke automatisk varige ligesom haver med hus.

Udformning og materialevalg

Nærmere beskrivelse af krav til udformning og materialevalg vil fremgår af rammebestemmelser for de enkelte kolonihaveområder.

Planlægning for kolonihaver

Kolonihaveområder kan inddrages i den planlægning af de bynære områder, der skal sikre landskabs- og naturværdier og fastholde en klar bygrænse, samtidig med at de rekreative formål tilgodeses, jf. retningslinjerne om de regionale og lokale friluftsområder.

Planloven fastlægger ikke præcist, hvad der menes med kravet om, at antal og placering af nye kolonihaver er i overensstemmelse med "bebyggelsesforholdene". Men det fremgår af lovforarbejdet, at der primært tænkes på at tilgodese behovet i større kommuner med etageboliger.

Kommunen vurderer, at der i planperioden ikke er behov for nye udlæg til kolonihaver. I kommuneplanens perspektivdel er der udpeget et mindre reserveareal ved Kallerup nord for Hedehusene jf. kort i planens perspektivdel, der på sigt kan anvendes, hvis der viser sig behov for kolonihaver.

Kolonihaver i Høje-Taastrup Kommune er ejet af både private, stat og kommune.

Planprincip

Det er kun meningsfyldt at etablere nye daghaver (nyttehaver o.l.) i nærheden af de potentielle brugere, der bor i byområdernes etageboliger. Daghaver bør indpasses i byområdet og må derfor indgå i den kommunale planlægning af arealanvendelsen i byområdet.

Overnatningshaver, hvor man kan overnatte i flere dage eller bo om sommeren, kan placeres længere væk fra boligen, hvis man nemt kan komme dertil med toget. Kommunen anvender et princip om, at arealer til nye overnatningshaver bør placeres i cykelafstand fra en station. På den måde kan der stadig tages hensyn til de husstande og pendlere, der ikke har bil.

Arealer, der er beliggende i en afstand på op til 4 km fra stationen, er potentielt egnede til nye kolonihaver, med mindre det er uforeneligt med andre planmæssige interesser såsom beskyttelsesområder, lavbundsarealer, arealer reserveret til transportkorridor, råstofgravning eller lignende.

Lovgivning og overordnede planer

Planloven

Kommuneplanen skal indeholde retningslinjer for beliggenheden af arealer til fritidsformål, herunder kolonihaver og andre rekreative områder, jf. Planlovens § 11 a. stk. 1, nr. 9. Ved kolonihaveområder og kolonihaver forstås de arealer og havelodder, der er omfattet af lov om kolonihaver jf. Planlovens § 11 c, stk. 2.

Kommunalbestyrelsen skal tilvejebringe rammer for indholdet af lokalplaner, som sikrer, at der er udlagt bynære arealer til kolonihaver i et antal og med en placering, der er i overensstemmelse med bebyggelsesforholdene og mulighederne for at udlægge kolonihaveområder i kommunen jf. Planlovens § 11c, stk. 1.

Statslige interesser i kommuneplanlægningen 2013

Vedtagelsen af lov om kolonihaver i 2001 og den samtidige ændring af planloven, der pålagde kommunerne at planlægge for kolonihaveområdet, er udtryk for en statslig interesse i, at kolonihaver fortsat skal være en væsentlig del af bybefolkningens muligheder for rekreation og beskæftigelse i fritiden.

Fingerplan 2013

Kommuneplanlægningen i de indre grønne kiler og i kystkilerne i byfingrene skal sikre, at områderne friholdes for yderligere etablering og udvidelse af store areal- og bygningskrævende anlæg til fritidsformål, herunder anlæg som har en lukket karakter i forhold til almen brug. Fingerplanens § 15 stk. 1, nr. 4.

Kommuneplanlægningen i de ydre grønne kiler skal sikre, at areal- og bygningskrævende friluftsanlæg kan placeres eller udvides under hensyntagen til stedets landskabs-, natur- og kulturværdier. Fingerplanens § 16 stk. 1, nr. 4.

Kildeliste

Lovgivning:

Overordnede planer:

Andet:

  • Kolonihaven i planlægningen, Kulturmiljørådet for Københavns og Frederiksberg Kommuner, 2005.

Planens status

Kommuneplan 2014 med Vejplan og sammenfattende miljøredegørelse er offentliggjort d. 11. november 2014.

Se mere på kommunens høringsportal, med lovhjemmel, klagevejledning mv.

Planen findes også på statens plansystem.

Se mere her om høring og endelig behandling

Se tillæg til Kommuneplan 2014.

Kort

Se også

Retningslinjer