Friluftsanlæg


Retningslinjekort 3.4.2.a. Friluftsanlæg i det åbne land

Lag: Friluftsanlæg. Zone 1, zone 2 samt lokaliseringsområder til friluftsanlæg. Eksisterende golfbane.

3.4.2 Retningslinjer for friluftsanlæg

Friluftsanlæg, der af areal- eller miljømæssige grunde ikke kan placeres i byen, kan placeres i landområdet uden for de regionale friluftsområder under hensyntagen til beskyttelsesområdernes landskabs-, natur- og kulturværdier.

Friluftsanlæg skal så vidt muligt anvendes til flere forskellige friluftsaktiviteter og være offentligt tilgængelige. Ved indpasning af friluftsanlæg i landområdet skal støj, belysning, bygninger og anlæg begrænses og udformes med hensyntagen til omgivelserne. Der er udpeget to lokaliseringsområder til særlige typer af friluftsanlæg, der er enten arealkrævende, ikke har offentlig adgang, eller som kræver større bygningsanlæg. Lokaliseringsområderne findes i henholdsvis Hedeland og som udvidelse af Albertslund Golfklub.

Støttepunkter

Der kan etableres støttepunkter for friluftslivet ved oplevelsesmuligheder i de regionale friluftsområder og i det øvrige landområde, når det efter en konkret vurdering ikke skader beskyttelsesinteresserne. Støttepunkter skal fortrinsvis placeres, hvor der er god stiadgang. De kan indrettes i eksisterende bygninger eller knyttes til eksisterende frilufts-, kultur- eller overnatningsanlæg i landområdet. I støttepunkter kan der etableres begrænsede anlæg, der støtter det almene friluftsliv. Et støttepunkt kan være et mindre anlæg med eksempelvis kiosk, café og informationsbygning.

I zone 2 kan naturskoler, fritidscentre og besøgsgårde og tilsvarende begrænsede bygningsanlæg etableres eller indrettes i eksisterende bygninger, når anvendelsen efter en konkret vurdering ikke skader beskyttelsesinteresserne, zonerne 1 og 2 fremgår af retningslinjekort 3.4.2.a

Zone 1

I zone 1 kan der ikke etableres nye golfbaner, rideanlæg eller andre større, landskabeligt indgribende areal- eller bygningskrævende friluftsanlæg, og eksisterende anlæg kan ikke udvides, jf dog særlig retningslinje for lokaliseringsområder til friluftsanlæg.

Råstofområder, der er udgravet, overgår fra zone 1 til zone 2 i takt med, at de er efterbehandlet, med mindre de er beliggende i transportkorridoren.

Zone 2

I zone 2 kan nye golfbaner, rideanlæg og andre arealkrævende friluftsanlæg, der kræver bygninger, anlægges og eksisterende kan udvides under forudsætning af, at landskabs-, natur- og kulturværdier inden for beskyttelsesområder ikke forringes, og der tages hensyn til kommuneplanens øvrige retningslinjer. Ved etablering af anlæg i efterbehandlede råstofgrave skal det sikres, at der ikke er risiko for forurening af grundvandet.

Golfbaner, rideanlæg og andre arealkrævende anlæg med bygninger skal overalt tilpasses landskab og beplantning, og terrænregulering må kun finde sted i begrænset omfang, med mindre anlægget indrettes i efterbehandlede råstofgrave. Anlæg, bygninger og udenomsarealer skal i videst muligt omfang være offentligt tilgængelige. Bygninger og parkeringsanlæg skal holdes samlet og knyttes til eksisterende bygninger, hvis det ikke strider mod landskabshensyn eller medfører væsentlige støj- eller trafikgener. Der må ikke indrettes kunstig belysning, bortset fra dæmpet belysning ved bygninger og parkering. Anlæggets drift må ikke forringe grundvandskvaliteten. Golfbaner, der ligger inden for beskyttelseszoner til almene vandværker og kildepladser samt indenfor nitratfølsomme indvindingsområder, skal drives miljøvenligt, hvilket betyder, at banerne etableres og drives med et minimalt forbrug af gødning og pesticider. Vanding skal så vidt muligt ske ved brug af overflade- eller genbrugsvand.

Overnatning

Overflødiggjorte landbrugsbygninger, der ikke ligger i de regionale friluftsområder, kan indrettes med indtil 10 værelser/ferielejligheder på maks. 40 m2, når ejeren selv bor på ejendommen.

Primitive teltpladser kan i princippet etableres overalt, hvor det efter en konkret vurdering ikke skader beskyttelsesinteresser. Der er ikke udlagt areal til turistcampingpladser i Høje-Taastrup Kommune.

Nye vandrerhjem kan etableres i de fastlagte lokaliseringsområder i Hedeland og ved Albertslund Golfklub, der er vist på retningslinjekort 3.4.2.a Vandrerhjem kan indrettes i eksisterende bygninger i landområdet, såfremt det ikke forringer landskabs-, natur- og kulturværdier inden for beskyttelsesområderne.

Feriecentre kan i landområdet etableres inden for lokaliseringsområdet i Hedeland, der er vist på retningslinjekort 3.4.2.a Feriecentre kan kræve, at der udarbejdes kommuneplantillæg med VVM-redegørelse.

Arealkrævende anlæg

Kulturelle anlæg, som museer med tilknytning til det åbne land, forlystelser, sommerlande, dyreparker o.l., der er arealkrævende og forudsætter nye bygningsanlæg, kan placeres i de udpegede lokaliseringsområder til friluftsanlæg, når det sker efter en samlet plan. Mindre anlæg af lokal betydning kan efter konkret vurdering tillades indrettet i eksisterende bygninger.

Planens status

Kommuneplan 2014 med Vejplan og sammenfattende miljøredegørelse er offentliggjort d. 11. november 2014.

Se mere på kommunens høringsportal, med lovhjemmel, klagevejledning mv.

Planen findes også på statens plansystem.

Se mere her om høring og endelig behandling

Se tillæg til Kommuneplan 2014.

Kort