Afgrænsning af by og land


Retningslinjekort 1.2.1: By- og landområder.

Lag: Byområde, byområde øvrige byer, landzonelandsbyer, sommerhusområder og områder til kolonihaver (Landområdet udgøres af restområdet).

1.2.1: Retningslinjer for afgrænsning af land og by

I overensstemmelse med de overordnede målsætninger om at fremme en bæredygtig udvikling og skabe bedre byer og landområder opdeles arealerne i kommunen i to hovedkategorier: Byområder, samt landområder som vist på retningslinjekort 1.2.1.

Byområdet

Byområdet udgøres af de tre stationsbyer: Taastrup, Høje Taastrup og Hedehusene, samt de to øvrige byer Sengeløse og Reerslev.

Al bymæssig bebyggelse og arealanvendelse til bymæssige funktioner - herunder også rekreative anlæg af bymæssig karakter - skal principielt lokaliseres i byområde.

Arealer, der ikke anvendes til bymæssige formål, er i henhold til planloven udlagt til landområde.

Byområderne skal som retningsgivende princip og under hensyntagen til eksisterende bebyggelsesmæssige strukturer have størst tæthed i de stationsnære områder og mindst tæthed længst borte fra stationerne.

Det skal generelt tilstræbes, at der i byudviklingen fastholdes en skarp grænse mellem by og land.

Landområdet

Landområdet udgøres af de øvrige arealer i kommunen, som rummer blandt andet: Sommerhusområder, områder til kolonihaver, landzonelandsbyer samt øvrige arealer, som ikke er byområder.

Landområderne skal friholdes for bymæssig bebyggelse og fortrinsvis forbeholdes jordbrugsmæssig udnyttelse samt rekreative funktioner af ikke-bymæssig karakter.

Landområdernes udnyttelse skal ske under hensyntagen til landskabelige værdier og kulturhistoriske og biologiske interesser i overensstemmelse med de overordnede målsætninger for det åbne land. En del af landområdet er udlagt til friluftsområder, der udgør en del af Hovedstadsområdets regionale grønne kiler og ringe.

De bynære rekreative områder kobles til byen i form af grønne kiler, stier og sammenhæng i beplantning.

Visse landområder - omfattende landzonelandsbyer, sommerhusområder og kolonihaver, samt enkeltområder i det åbne land - indtager en særlig status m.h.t. byggemuligheder. For disse områder skal der fastlægges individuelle bestemmelser i kommuneplanens rammer for lokalplanlægningen. I landområdet kan enkeltstående aktiviteter desuden etableres på baggrund af planlovens bestemmelser for anvendelse.

Planens status

Kommuneplan 2014 med Vejplan og sammenfattende miljøredegørelse er offentliggjort d. 11. november 2014.

Se mere på kommunens høringsportal, med lovhjemmel, klagevejledning mv.

Planen findes også på statens plansystem.

Se mere her om høring og endelig behandling

Se tillæg til Kommuneplan 2014.

Kort