Overordnet

Udviklingsstrategi 2012-2024 for Høje-Taastrup Kommune er vedtaget af Byrådet i maj 2012.

Udviklingsstrategien er Byrådets overordnede vision for udviklingen af kommunen for de kommende 12 år. Byrådet vedtager en ny strategi hvert fjerde år. Udviklingsstrategien er samtidig kommens planstrategi for udvikling af kommunens byer og landområder, og rummer Byrådets beslutning om revision af Kommuneplan 2010.

Byrådet har valgt, at Udviklingsstrategi 2012 skal fokusere på tre visioner; Vækst, Uddannelse og Et aktivt liv. Kommuneplan 2014 understøtter indsatser og visioner i Udviklingsstrategien.

Visioner og indsatser fra Udviklingsstrategi 2012 i relation til den fysiske planlægning

Byrådet ønsker at fremme væksten i Høje-Taastrup Kommune. Udvikling af byer, grønne områder og landområder skal sætte kommunen på landkortet, som et attraktivt sted for aktiviteter, bosætning og erhverv.

Høje-Taastrup Kommune har helt særlige udviklingsmuligheder i kraft af sin centrale placering i regionens udbyggede infrastruktur. Høje Taastrup By er knudepunkt for regional detailhandel, trafik og transport, samt for store virksomheder med mange besøgende eller arbejdspladser. Byrådet vil arbejde for at videreudvikle den regionale infrastruktur til og fra kommunen. Herunder planlægning for videreførelse af Ring 5 mod syd og nord, som første skridt en fastlæggelse af et trace for vejens forløb i Transportkorridoren. Byrådet ønsker desuden at få ført den planlagte letbane mellem Lyngby og Ishøj videre til Høje Taastrup.

Stationsbyerne er selvstændige og forskelligartede. Byudviklingen skal respektere hver enkelt bys egenart og bygge videre herpå. Byrådet vil arbejde for, at byerne skal have forskellige tilbud og arkitektonisk udtryk. Der skal udarbejdes bypolitik, som blandt andet lægger vægt på, at byerne skal være for alle og understøtte sundhedsfremme i hverdagen. Også landsbyerne i kommunen har deres egenart, som skal bevares og beskyttes.

Byrådet ønsker også, at kommunen skal kendes for sine grønne omgivelser, og de unikke muligheder for rekreation, aktiviteter og oplevelser de tilbyder. Kommunen arbejder for at skabe bedre tilgængelighed til udvalgte naturområder og rekreative områder i det åbne land.

Områder i det åbne land skal videreudvikles, så de kan tilbyde de kvaliteter befolkningen efterspørger. Men det er samtidigt et mål, at det åbne land fortsat skal rumme stor biodiversitet, varierede landskaber og rig natur.

Indsatsen for klima og miljø skal være en integreret del af indsatsen.

Se Udviklingsstrategi 2012-2024 for Høje-Taastrup Kommune

Nyt i Kommuneplan 2014

Med Kommuneplan 2014 introduceres bla;

  • Bystrategier for de tre stationsbyer, der med udgangspunkt i byernes egenart og potentialer sætter fokus på udviklingsmulighederne.
  • Strategiske mål og retningslinjer for beskyttelse af kulturhistoriske værdier i byerne
  • Vision og retningslinjer for grønne strukturer og stier i byerne
  • Strategi for det åbne land
  • Planlægning for cykelsupersti og rekreative ruter
  • Planlægning for nye gangstier og tilgængelighed til naturområder i den nordlige del af kommunen.
  • Tilføjelser til retningslinjer for biologiske værdier og vådområder, der skal sikre beskyttelsen af områderne.
  • Justering af bygrænsen ved Hedehusene øst, så der bliver mulighed for at udvide boligområdet ved Liselundager/Georg Hansens Ager mod syd.

Oversigt over nyt i kommuneplan2014

Planens status

Kommuneplan 2014 med Vejplan og sammenfattende miljøredegørelse er offentliggjort d. 11. november 2014.

Se mere på kommunens høringsportal, med lovhjemmel, klagevejledning mv.

Planen findes også på statens plansystem.

Se mere her om høring og endelig behandling

Se tillæg til Kommuneplan 2014.

Kort