Kommuneplan 2021 er udarbejdet på baggrund af Planlovens bestemmelser og skal være i overensstemmelse med overordnet planlægning.
Planloven har til formål at sikre en sammenhængende planlægning, der forener de samfundsmæssige interesser i arealanvendelsen. Herudover skal planlægningen værne om natur og miljø samt skabe gode rammer for vækst og udvikling, så samfundsudviklingen kan ske på et bæredygtigt grundlag.
Et bærende princip i det danske plansystem er rammestyringsprincippet. Det betyder, at kommuneplanen skal være i overensstemmelse med overordnet planlægning og nationale interesser. På den måde sikres sammenhæng mellem kommunens, regionens og statens tiltag.
Det er ligeledes et vigtigt princip, at offentligheden skal inddrages i planlægningen.
Planloven indeholder et katalog over de emner, som kommuneplanen som minimum skal omfatte, og den kan derfor godt indeholde yderligere emner. Emnerne står i Planlovens § 11 a - det såkaldte kommuneplankatalog. Kommuneplan 2021 indeholder retningslinjer i overensstemmelse med kommuneplankataloget. Dog er retningslinjer for følgende emner ikke relevante:
- beliggenheden af arealer til lokalisering af driftsbygninger og driftsanlæg på store husdyrbrug, jf. § 11 a, stk. 1, nr. 11
- arealanvendelsen i kystnærhedszonen, jf. § 11 a, stk. 1, nr. 21
- udpegning af op til to transformationsområder hvert fjerde år inden for konsekvensområder, jf. § 11 a, stk. 1, nr. 27
- udpegning af op til to lugtbelastede arealer hvert fjerde år inden for konsekvensområder, jf. § 11 a, stk. 1, nr. 28
Gældende Planlov kan findes på Retsinformations hjemmeside.
Læs Oversigt over nationale interesser i kommuneplanlægning her.
Den overordnede planlægning, der er relevant for Høje-Taastrup Kommune, er beskrevet herunder.
Fingerplanen er et landsplandirektiv, som fastsætter de overordnede rammer for hovedstadskommunernes fysiske planlægning og udvikling. Planen regulerer ikke direkte, hvad den enkelte borger kan, men har betydning for, hvor kommunerne for eksempel kan planlægge for ny byudvikling eller friluftsområder.
Hovedstadsområdet er inddelt i 4 områdetyper:
- Det indre storbyområde - håndfladen
- Det ydre storbyområde - byfingrene
- De grønne kiler
- Det øvrige hovedstadsområde
Fingerplanen har overordnet til formål at sikre, at fingerbystrukturen videreføres. I Høje-Taastrup Kommune betyder det, at byudviklingen primært skal ske i Høje Taastrup, Taastrup og Hedehusene, der alle er beliggende inden for byfingeren. Sengeløse, Reerslev/Stærkende og landzonelandsbyerne er beliggende i det øvrige hovedstadsområde, hvor der udelukkende kan ske begrænset udvikling af lokal karakter i form af mindre afrunding og huludfylding.
De grønne kiler skal friholdes fra bymæssig bebyggelse og skal anvendes til fritidsformål. Høje-Taastrup Kommune er omfattet af både de indre grønne kiler og de ydre grønne kiler.
For at fremme den kollektive og bæredygtige transport er der i Fingerplanen fastsat bestemmelser om, at der skal være en intensiv udnyttelse af arealerne omkring stationerne. Det betyder, at store arbejdspladsintensive virksomheder ikke kan placeres uden for de stationsnæreområder.
Fingerplanen er senest revideret i 2019 og indeholder flere ændringer af betydning for Høje-Taastrup Kommune. Det gælder blandt andet ændringer i byafgrænsninger og de grønne kiler.
Kommuneplan 2021 er i overensstemmelse med Fingerplan 2019.
Landsplandirektiv for detailhandel i hovedstadsområdet udgør det overordnede grundlag for detailhandelsplanlægning og fastlægger beliggenheden af bymidter, bydelscentre og aflastningsområder. Den nærmere afgrænsning af bymidter og bydelscentre fastsættes i kommuneplanen.
Høje Taastrup, Taastrup og Hedehusene er udpeget som bymidter, og der er udlagt bydelscentre i Blåkilde og Nærheden. Rammen for det maksimale bruttoetageareal til butikker i bymidterne og bydelscentre fastsættes i kommuneplanen.
I aflastningsområdet ved IKEA i Taastrup fastsætter landsplandirektivet det maksimale bruttoetageareal til udvalgsvarebutikker til 46.000 m2. Den enkelte udvalgsvarebutik skal være på minimum 1.000 m2 bruttoetageareal og må have et bruttoetageareal på maksimalt 40.000 m2. Der må ikke etableres dagligvarebutikker i aflastningsområdet.
Kommuneplan 2021 er i overensstemmelse med landsplandirektiv for detailhandel i hovedstadsområdet.
Læs Landsplandirektiv for detailhandel i hovedstadsområdet her.
Staten udarbejder vandplaner og Natura 2000-planer. De statslige planer skal følges op med kommunale handleplaner, der konkret fastlægger de tiltag, som kommunen vil iværksætte for, at målsætningerne for grundvand og internationale beskyttelsesområder i de statslige planer kan opnås.
Kommuneplan 2021 er i overensstemmelse med de statslige planer.
Vandplanerne og Natura 2000-planerne kan ses på Miljøstyrelsens hjemmeside.
Høje-Taastrup Kommune er beliggende i Region Hovedstaden. Den regionale udviklingsstrategi for Region Hovedstaden beskriver strategien for regionens udvikling.
I Regional Udviklingsstrategi 2020-2023 er der formuleret en vision om at skabe en ansvarsfuld, grøn og innovativ metropol med høj vækst og livskvalitet. Visionen konkretiseres inden for 4 strategiske rammer, med beskrivelse af mere specifikke ambitioner og kerneopgave. De 4 strategiske rammer er:
- Klima og miljø i balance
- Uddannelser og kompetencer til fremtiden
- Effektiv og bæredygtig mobilitet
- Nye muligheder for et sundt liv
Den regionale udviklingsstrategi sætter ikke faste rammer for den kommunale planlægning, men strategien skal indgå i grundlaget for kommuneplanen.
Kommuneplan 2021 er i overensstemmelse med den regionale udviklingsstrategi.
Region Hovedstaden har ansvaret for råstofplanlægningen, der skal sikre tilstrækkeligt med graveområder med råstofressourcer til byggeri og anlæg. Planlægningen skal endvidere sikre, at graveområder udpeges, hvor ressourcerne er bedst tilgængelige og økonomisk mest rentable.
Kommuneplan 2021 er i overensstemmelse med Råstofplan 2016/2020.
Den kollektive transport i Høje-Taastrup Kommune består af regionaltoge, S-toge og forskellige buslinjer.
Høje-Taastrup Kommune arbejder sammen med Movia om at sikre sammenhængende kollektiv mobilitet lokalt og regionalt. Movia udarbejder en fælles mobilitetsplan, som har til formål at få flere til at bruge den kollektive transport, så den samlede transport bliver grønnere.
I Movias Mobilitetsplan 2020 har kommuner og regioner aftalt det strategiske net for den kollektive transport de kommende fire år.
Staten udarbejder en trafikplan for den statslige jernbane. Trafikplanen indeholder ikke baneprojekter i Høje-Taastrup Kommune.
Høje-Taastrup Kommune grænser op til Egedal, Albertslund, Vallensbæk, Ishøj, Greve og Roskilde kommuner.
Kommuneplanen er udarbejdet med hensyntagen til sammenhængen med nabokommunernes planlægning for at sikre tværkommunale hensyn. Høje-Taastrup Kommune er løbende i dialog med nabokommuner i forhold til fællesinteresser. Det gælder blandt andet i forhold til udviklingen af Hedeland Naturpark, Store Vejle Å og de fredede områder, der både ligger i Egedal og Høje-Taastrup Kommuner.