Råstoffer


2.7.1 I udlagte råstofindvendingsområder, kan der ske råstofindvinding i henhold til den regionale råstofplan.

2.7.2 I udlagte graveområder og interesseområder for udvinding af sand og grus må der ikke planlægges for eller meddeles tilladelse til ny udvikling, som kan hindre, fordyre eller vanskeliggøre udnyttelsen af ressourcen, medmindre regionen har givet tilladelse.

2.7.3 Råstofgrave skal så vidt muligt reetableres til det tidligere terrænniveau og ske på en måde, så der opstår et landskab, hvor terrænkoter og landskabsformer hænger naturligt sammen med de omgivende arealer.

2.7.4 Efterbehandling skal så vidt muligt ske med udgangspunkt i kommunale udviklings- og planinteresser. Særligt bør der i efterbehandling af områderne arbejdes for at udvikle nye natur- og friluftsområder i form af for eksempel lysåbne, næringsfattige naturtyper, søer og skov. Kallerup grusgrav kan dog anvendes til solenergianlæg.

 

Redegørelse

Høje-Taastrup Kommune vil sikre:

  • At den efterfølgende arealanvendelse i færdigbehandlede grusgrave sikres til natur- og friluftsområder.

Kommuneplanens retningslinjer vedrørende råstoffer har ikke ophæng i Planloven, men er udarbejdet på baggrund af den regionale råstofplan samt kommunens egne strategier og politikker.

Siden de første egentlige råstofgrave blev etableret ved Hedehusene i det, der i dag har udviklet sig til natur- og friluftsområdet Hedeland Naturpark, har råstofindvinding været en stor del af Høje-Taastrup Kommunes udviklingshistorie. Særligt i sidste halvdel af forrige århundrede og frem til i dag er enorme mængder af sand og grus indvundet i Høje-Taastrup Kommune og benyttet i anlægsprojekter i hele landet. Sidenhen er større og mindre råstofgrave kommet til, hvoraf hovedparten er afviklet, men fortsat fremstår tydeligt i landskabet.

I 2021 er der i princippet kun 2 graveområder, som ikke er afviklet, Vasby Grusgrav sydvest for Sengeløse og Kallerup Grusgrav nord for Baldersbrønde. Der er dog fortsat mindre ikke udnyttede interesseområder, som potentielt kan godkendes som aktive graveområder.

Sideløbende med råstofindvindingen, anvendes de aktive graveområder også ofte til erhvervsaktiviteter, som er relateret til råstofindustrien som for eksempel muldharpning, betonknusning og lignende aktiviteter, såfremt disse kan udføres uden væsentlige gener for omgivelser og miljø. Typiske gener fra råstofindvinding er tung transport, støvgener og støj, men graveområder kan også være særligt sårbare overfor for eksempel nedsivning til grundvandsressourcen, hvorfor der her skal tages særlige hensyn. Kommunen vurderer om der sideløbende kan tillades erhvervsaktiviteter i råstofgravene.

Det er Region Hovedstaden, der som myndighed har ansvaret for råstofplanlægningen og administration af råstofområderne i Høje-Taastrup Kommune, herunder meddelelse af råstofindvindingstilladelser og godkendelse af den afsluttende efterbehandling. Region Hovedstadens råstofplanlægning er vedtaget i Råstofplan 2016/2020, hvori der er udpeget henholdsvis aktuelle graveområder for sand og grus samt fremtidige interesseområder for indvinding af sand og grus. Råstofplan 2016/2020 blev vedtaget den 12. oktober 2021, da forslag til Kommuneplan 2021 var i høring.

Kommunen er forpligtet til af indarbejde Region Hovedstadens råstofplanlægning i Kommuneplan 2021 og kommuneplanen må ikke være i strid med Råstofplan 2016/2020. Kommunen er desuden høringspart i forbindelse med regionens myndighedsbehandling vedrørende kommunale myndighedsområder, som for eksempel planmæssige forhold, grundvandsbeskyttelse, naturbeskyttelse, trafikforhold med videre. I høringssvar kan kommunen anmode om, at efterbehandling sker på en måde, så der opstår et landskab, hvor terrænkoter og landskabsformer, hænger naturligt sammen med de omgivende arealer.

Råstoffer skal primært indvindes inden for de graveområder, som er udpeget i Råstofplan 2016/2020. Råstofplanen fastlægger konkrete graveområder, hvor der kan opnås gravetilladelse til råstofindvinding samt interesseområder, hvor det er sandsynligt, at der findes råstoffer, som kan udnyttes til fremtidige graveområder. 

I begge områder må der ikke planlægges eller meddeles tilladelse til ny udvikling, som kan hindre, fordyre eller vanskeliggøre udnyttelsen af ressourcen, med mindre Region Hovedstaden har givet tilladelse. Eksempelvis kan der i kommuneplanen være planlagt for skovrejsning i grave- og interesseområder. Ansøges der om tilskud til skovrejsning i disse områder, skal regionen høres, og skovrejsning kan ikke realiseres før råstofferne er udnyttet og området er retableret, eller hvis regionen finder det godtgjort, at der ikke er udnyttelige råstoffer i området.