Redegørelse for Reerslev og Stærkende

De sammenvoksede landsbyer

Reerslev/Stærkende er to tæt beliggende historiske landsbyer. Reerslev/Stærkende er i kommuneplanen defineret som byzonelandsby beliggende i kommunens sydlige del.

Reerslev/Stærkende er kommunens næststørste landsby med i alt 936 beboere (juli 2020). Befolkningstallet har været støt stigende. Aldersgennemsnittet i Reerslev/Stærkende er stigende og er højere end for kommunen som helhed. Med skoleprognosen 2020-2032 forventes et svagt faldende elevtal. I det statistiske Landområde Syd – herunder i Reerslev/Stærkende - bor dog en noget højere andel af familier med 2 og flere personer end i resten af kommunen. I Landområde Syd findes højere gennemsnitlige husstandsindkomster end i resten af kommunen samt også en høj andel af borgere med en mellemlang og lang videregående uddannelse. Ligesom i resten af kommunen går udviklingen mod flere husstande med kun en eller to beboere og en stigende andel af husstande uden børn (72% i 2019).

Landbruget – og udviklingen indenfor landbruget - præger landsbyernes udtryk og liv. Øst for Reerslev ses spor af stjerneudskiftningen, og flere af de tilhørende gårde findes stadig i landsbyen samt udenfor landsbyafgrænsningen. Centralt i Reerslev ligger den historiske kerne, hvor Reerslev Kirke ligger. Kirken er bygget i 1100-tallet og rummer bevarede kalkmalerier malet af Isefjordsmesteren. Nord, øst og syd for den historiske kerne ligger boligområder udbygget i nyere tid. Reerslev rummer en skole (0. – 6. Klasse) med SFO og klub samt daginstitutioner, men ikke nogen detailhandel. Reerslev rummer også et forsamlingshus, og der er et stærkt landsbyfællesskab. Tingstedvej forbinder Reerslev med Stærkende, der ligger syd for Reerslev. Nordligst i Stærkende ligger Tjørnehøj Mølle, der pt. ikke er i drift. I Stærkende findes nord og syd for Stærkendevej nyere boligområder bestående af parcelhuse samt få dobbelthuse. Enkelte historiske dele af Stærkende findes langs Stærkendevej og ved krydset med Brandhøjgårdsvej.

Frem mod 2033 arbejdes med Reerslev/Stærkendes grønne profil særligt igennem udviklingsplanen for Hedeland og friluftspolitikken. Herudover arbejdes på at imødekomme et generationsskifte ift. ældrevenlige boliger og tiltrækning af børnefamilier samt skabe plads til landsbyfællesskabet udfoldelse.

Styrker

Svagheder

Byernes historiske identitet, de bevaringsværdige bygninger og landsbystrukturen

Den lille skala og landsbyfællesskabet

Forsamlingshuset i Reerslev

Nærheden til det grønne rekreative landskab Hedeland og Solhøj Fælled

Skole og institutioner for de yngste

En pæn andel af familier med mere end 2 personer – større end kommunens gennemsnit

God udvikling i gennemsnitlig indkomst, uddannelsesgrad og boligpriser

Kommunal service ud over skole og daginstitutioner findes i Hedehusene

Der findes ingen indkøbsmuligheder i landsbyerne

Der findes ikke en god og sikker forbindelse til Hedeland. I dag skal man krydse den tungt trafikerede Brandhøjgårdsvej.

Der mangler en stiforbindelse sydpå mod Greve

Muligheder

Udfordringer

Udviklingsplanen for Hedeland, herunder porten til Hedeland.

Udbygning af boligudbud på tværs af behov og ændrede livssituationer, der kan gøre plads til generationsskifte og målrettede boliger efter livsvilkår

Omdannelse af Tjørnehøj Mølle og omkringliggende arealer samt andre eksisterende bygninger/gårde kan tilføje variation til bylivet og flere faciliteter for fællesskabet

Landsbyfællesskabet og de grønne aktivitetsmuligheder kan tiltrække flere børnefamilier

Stiforbindelse mod syd mod Greve

Svagt faldende elevtal

Stigende aldersgennemsnit

Stigende andel af familier med kun 1 eller 2 personer

En demografisk udvikling, der peger på vigende grundlag for skole og institutioner

 

Byrådet har igangsat følgende planer.

Hedeland Naturpark

Udviklingsplanen for Hedeland har fokus på udviklingen af stærke landskabsoplevelser, tydelige ankomstpunkter og bedre koblinger til nærområderne.

Visionsplaner for bynær natur

Alle husstande i kommunens byområder skal indenfor 1 km. have bynær natur med en visionsplan. I Reerslev/Stærkende betyder det, at der udarbejdes en visionsplan for Thorsbro Bassin.

To sammenvoksede landsbyer med fælles centrum

Reerslev/Stærkende er to landsbyer, der deler faciliteter og centrum i Reerslev, og som begge består primært af én-familieshuse fra forskellige tider. Reerslev er en såkaldt ”vejlandsby”, der er karakteristisk ved, at udviklingen af landsbyen er sket langs en gennemgående vej. Landsbyen er karakteriseret ved de mange store gårdanlæg, der ligger langs Tingstedvej, og samtidig er mange af de gamle huse, der før har rummet byens funktioner, som håndværk, forsamlingshus, købmand m.v., bevaret i mere eller mindre oprindelig stil. Ved den fremtidige udvikling af Reerslev bør disse historiske spor bevares og gerne i rimeligt omfang tilbageføres til deres oprindelige udtryk.

Derudover rummer landsbyen også nyere udstykninger med moderne boliger. Der er stadig udbygningsmuligheder i Reerslev, mens Stærkende er fuldt udbygget. Landsbyerne rummer ingen etageboliger, men en mindre andel række-, kæde- el. dobbelthuse. En lille andel af boligerne er private lejeboliger.

Fingerplanens afgrænsning af byområdet i det ”øvrige hovedstadsområde” samt Fingerplanens støjrestriktioner omkring Roskilde Lufthavn giver ikke yderligere udbygningsmuligheder i området. Der kan dog være visse muligheder for omdannelse indenfor byafgrænsningen.

Forbundet til Hedehusene via bus, cykelsti og landevej

Reerslev og Stærkende forbindes til Hedehusene via landevej og cykelsti samt en buslinje. En cykelsti ned til kommunegrænsen mod syd er planlagt, men ikke realiseret.

Med rekreative områder i baghaven

Mod vest er jorderne omkring Reerslev udgravet for grus. Arealerne er retableret til fritidsformål og er overgået til Naturpark Hedeland, der rummer mange muligheder for aktiviteter og rekreative naturoplevelser. Enkelte gravhøje er bevaret i byen.

Reerslev rummer et Tingsted ved Rubjerggård samt gadekær ved Tingstedvej, Thorsbrovej og området ved kirken. Ud over gadekærene findes der et mindre nærrekreativt område mod øst ved Thorsbrovej og et mod nord syd for Sognevej. Mellem kirken og Reerslev Skole findes boldbaner.