Redegørelse for landzonelandsbyerne

Landzonelandsbyernes byprofil

Et særkende ved landsbyerne er blandingen af historiske og moderne huse og bygninger. De kulturhistoriske træk og landbrugets udvikling er en væsentlig del af landsbyens identitet. Landsbyerne er kendetegnet ved deres lille størrelse og den synlige grænse til det åbne land. I landsbyerne finder man stærke fællesskaber også byerne imellem. Der er gode forbindelser til kommunens øvrige byer, hvor skoler, institutioner, indkøb og fritidsfaciliteter findes.

Frem mod 2033 er der ikke planlagt større udviklingsprojekter i landsbyerne. Omkring Marbjerg er der ifølge Fingerplanen mulighed for udvikling af et større fremtidigt byudviklingsområde, Fløng Vest, der ikke forventes realiseret før efter 2033. Marbjerg landsby er indeholdt i denne planlægning, som bør sikre, at landsbyen – på trods af udviklingen - fortsat opleves som en selvstændig landsby omkranset af grønne områder.

Styrker

Svagheder

Lille, overskuelig størrelse giver også nærhed mellem mennesker. Landsbyerne har gode fællesskaber

Landsbyerne har en klar identitet. Kulturhistorien og tilknytningen til landbruget er tydelig

Rimelig nærhed til omgivende byer med gode servicefaciliteter og kollektiv transport

Gode ejendomspriser, som en del af Hovedstadsområdet

Stigende indkomstsniveau

Der mangler flere steder stiforbindelser og adgang til nærrekreative muligheder og omgivende naturområder. Det kan være vanskeligt at skabe nye stiforbindelser, da de kræver frivillige aftaler med grundejere, og alternativet er ekspropriation

Det kan være svært at opretholde dagligdagens funktioner med den kollektive transport, som eksisterer

Der er ikke et passende boligudbud til ældre, og disse må flytte til byerne for en ældrevenlig bolig

Muligheder

Trusler

Der er potentiale for at dyrke stedernes identitet, historie og natur

Formidling af natur- og kulturkvaliteterne i omgivende områder kan udvikles

Mulighed for bolig med erhverv tilknyttet landzonen

Landsbyerne kan tiltrække familier med behov for god plads og et liv tættere på naturen

I fremtiden vil Marbjerg være en integreret del af Fløng Vest – det kan give muligheder for servicefunktioner o.a. i nærheden af landsbyen

Stiforbindelser til nabobyer og -landsbyer

Stigende aldersgennemsnit

Der er pres på landområderne og landsbyerne pga. stigende boligpriser i Hovedstadsområdet og stigning i udflytningen fra by til land

 

Byrådet har igangsat følgende planer.

Visionsplaner for bynær natur

Alle husstande i kommunens byområder skal indenfor 1 km. have bynær natur med en visionsplan. I Vridsløsemagle betyder det, at der udarbejdes en visionsplan for landsbyens forte.

Oaser af parcelhuse

I landsbyerne bor man overvejende i parcelhuse, lidt under ¼ bor i ”anden boligtype” formentlig i tilknytning til landbrug. I landsbyerne findes en meget lille andel omkring 3 % række-, kæde- eller dobbelthuse. Der er ingen etageboliger.

I Marbjerg, Soderup og Vasby bor der i alt omkring 400 borgere. Højeste antal i perioden 2000-2020 har været 417. I Vridsløsemagle, som er den største landzonelandsby, bor der omkring 450. Antallet af borgere har i perioden 2000-2020 været svingende mellem 407-455.

Fordelingen af familiestørrelser i Marbjerg, Soderup og Vasby er nogenlunde som for kommunen som helhed, men der er lidt flere større familier og lidt færre af de helt små (1-2 personer). Andelen af familier med kun 1-2 personer er dog stigende i perioden 2013-2019, ligesom andelen af de store familier er faldende.

For Vridsløsemagle gør dette billede sig ikke gældende, idet andelen af store familier er svagt stigende.

For Landområde Nord er der ca. 1/3 af befolkningen med kun grundskole/gymnasial uddannelse, 1/3 med erhvervsfaglig uddannelse, og 1/3 med kort/mellemlang eller lang uddannelse. Ser man på til- og fraflytning, er der en overvægt af borgere med gymnasial uddannelse, som fraflytter, mens tilflytningen har en overvægt af borgere med erhvervsfaglig uddannelse. Andelen af borgere i Landområde Nord med indkomster over 400.000 kr./år er stigende og er også højere end for kommunen som helhed.

For Marbjerg, Soderup og Vasby ses en svingende udvikling i aldersgennemsnit og aldersgrupper, hvilket kan skyldes byernes størrelse, som gør, at enkelte borgere kan påvirke statistikken forholdsvis meget.

Vridsløsemagles aldersgennemsnit er stigende, og gennemsnittet er højere end for kommunen som helhed.

Forbundet ad veje og busser

Fra alle landsbyerne er det relativt let at komme til overordnet infrastruktur/Holbækmotorvejen. Kortest er der fra Marbjerg med lidt over 1 km, mens der fra Vridsløsemagle er omkring 4 km.

Det nordlige landområde herunder landsbyerne Soderup, Vasby og Vridsløsemagle er betjent af bus. Marbjerg har ikke bus gennem landsbyen, men har forholdsvis kort afstand til Hedehusene/Fløng, hvor der er bus.

På en del strækninger mellem landsbyerne og byerne er der anlagt cykelstier, men gennem de historiske landsbyer med de snævre gader er der ikke.

Tæt på naturen men med begrænset adgang

Landsbyerne ligger omkranset af åbent land med nærhed til de overordnede regionale udlæg til de grønne kiler om Hovedstaden. I dag mangler der stiforbindelser og i nogle tilfælde offentlig adgang til de omgivende landskabers grønne rekreative værdier, aktivitetsmuligheder og naturoplevelser. Gennem tiden har der været planer for stiforbindelser, men det er en udfordring at få dem realiseret, da realiseringen ofte skal baseres på frivillige aftaler med grundejere.

Marbjerg og Soderup er omkranset af marker og mangler bedre forbindelser til omliggende grønne strukturer.

Nordøst for Vasby ligger Vasby moseområder omkring Vasby Å, der løber gennem landsbyen og videre sydover. En regional rekreativ sti der er planlagt til at løbe gennem landsbyerne langs vejen og vil forbedre adgangen til naturområdet.

En anden regional rekreativ sti løber nord/syd gennem Soderup og løber ligeledes langs vejen.

Det kunne være hensigtsmæssigt at åbne offentlig adgang til udvalgte områder. Det tidligere grusgravområde syd for Sengeløse kan udvikles til et grønt nærrekreativt område, ikke kun for Sengeløse, men også for de omgivende landsbyer, som ligger forholdsvist nær. Dette vil kræve, at stiadgangen udvikles, og at der gives offentlig adgang til områderne.

Nord for Vridsløsemagle finder man et større kolonihaveområde. Den ydre grønne kile om Hovedstadsområdet løber nord og øst for dette og rummer blandt andet fredede moseområder ved Porsemose og Høholmmose. Adgangen til de fredede områder skal reguleres af hensyn til naturværdierne, men der kunne åbnes for offentlig adgang til egnede udsigtspunkter og særligt udpegede områder.

Øst for Vridsløsemagle ligger Store Vejleådal og Vestskoven, og der er adgang hertil via en eksisterende regional rekreativ sti langs med vejen. Der er desuden planlagt en gangsti mellem kolonihaveområdet og en del af moseområdet frem til en eksisterende sti ved Vestskoven.