Trafik- og mobilitetsplanlægning


3.1.1 Planlægning i kommunen skal generelt prioritere hensyn til sikkerhed, tilgængelighed og fremkommelighed for fodgængere og cyklister.

3.1.2 I de stationsnære områder og særligt i de stationsnære kerneområder skal der arbejdes med mobilitetstiltag, der fremmer brugen af den kollektive trafik blandet andet ved at sikre gode adgangsforhold og parkeringsfaciliteter for cyklister.

3.1.3 Udvikling omkring stationerne i Høje Taastrup, Taastrup og Hedehusene skal sikre attraktive stationer, der er gode og trygge at færdes ved.

3.1.4 Der skal, så vidt det er muligt, sikres den nødvendige infrastruktur og plads til ladestandere til elkøretøjer.

Reservation til transportkorridor og letbane/Bus Rapid Transit

3.1.5 Transportkorridoren skal fastholdes og friholdes for yderligere permanent bebyggelse og anlæg bortset fra byggeri og anlæg, som er nødvendigt for driften af landbrugsejendomme. Midlertidigt byggeri og anlæg til for eksempel rekreative formål kan undtagelsesvis tillades, hvis der i landzonetilladelsen indføjes vilkår om fjernelse, der tinglyses på ejendommen. Arealanvendelse og anlæg i øvrigt må ikke hindre en fremtidig udnyttelse af korridoren til infrastrukturelle anlæg.

3.1.6 Der udlægges arealreservation til en fremtidig letbane eller Bus Rapid Transit (BRT) som er vist på kortet med en principiel linjeføring.

 

Redegørelse

Høje-Taastrup Kommune vil sikre:

  • at bæredygtige transportformer prioriteres ved at fremme brugen af elkøretøjer og kollektiv trafik samt gøre det attraktivt for cyklister og fodgængere.

Kommuneplanens retningslinjer vedrørende trafik- og mobilitetsplanlægning er udarbejdet på baggrund af Planlovens § 11 a, stk.1, nr. 4 for beliggenheden af trafikanlæg.

Høje-Taastrup Kommune ligger centralt i Hovedstadsregionen og fungerer som et trafikalt knudepunkt med gode forbindelse til det øvrige Hovedstadsområde. Holbækmotorvejen og Roskildevej er det trafikale bindeled til København og Roskilde.

Retningslinjerne i kommuneplanen danner grundlag for det videre arbejde med mobilitetsplanlægning i kommunen. Høje-Taastrup Kommune har med Klimaplan 2030 igangsat en handlingsplan for bæredygtig mobilitet. Målet med mobilitetsplanlægningen er at udvikle en effektiv og bæredygtig transport med udgangspunkt i den eksisterende infrastruktur og lokale forhold. For at understøtte den bæredygtige mobilitet vil kommunen øge den samlede indsats for at fremme elkøretøjer, cyklisme og kollektiv transport. Der er generelt fokus på at skabe et bredt netværk af mobilitetstilbud, som bedst muligt understøtter borgernes hverdagsliv.

Høje-Taastrup Kommune vil lette adgangen til kollektiv transport for derved at forbedre miljørigtige transportformer, mindske trængslen og spildtiden på vejene samt forbedre bymiljøet. Det kan blandt andet ske ved gode adgangsforhold og parkeringsmuligheder for cyklister ved stationerne. Det kan også ske ved at sikre attraktive stationer, hvor tilgængelighed, trafiksikkerhed, tryghed, korte gangafstande og nem orientering mellem bus, tog og by er vigtige fokuspunkter.

Høje-Taastrup Kommune vil arbejde aktivt for, at der i forbindelse med byudviklingen bliver skabt plads til ladestandere til elbilopladning. Både ved etablering af ladestandere og forberedelse til etablering af ladestandere. Dette skal blandt andet ske ved nybyggeri eller ved større ombygning af parkeringspladser i henhold til ladestanderbekendtgørelsen.

For at understøtte brugen af elkøretøjer arbejder kommunen for at opsætte ladestandere til elkøretøjer ved kommunens egne parkeringspladser, samt på boligselskabers og virksomheders parkeringspladser.

I overensstemmelse med Fingerplan 2019 er der reserveret arealer til transportkorridorer. Transportkorridorerne er en langsigtet arealbestemmelse af hensyn til fremtidige, i dag ikke kendte, overordnede infrastrukturanlæg af betydning for hele hovedstadsområdet. Formålet er at sikre mulighed for fremføring af større trafikanlæg og tekniske anlæg. Planlægning i området skal være i overensstemmelse med Fingerplanen.

Med Fingerplan 2019 blev der igangsat en undersøgelse af planlægningen af den nord-sydgående transportkorridor for en eventuel indsnævring eller ophævelse af korridorens bredde i nord. Endvidere er der igangsat en undersøgelse af reglerne om byggeri i både den nord-sydgående og den øst-vestgående transportkorridor med henblik på, at der kan åbnes flere muligheder for byggeri i korridorerne.

I Kommuneplan 2021 fastholder kommunen reservationen til videreførelse af letbane gennem Høje Taastrup by, der også kan anvendes til en Bus Rapid Transit (BRT). Der er igangsat de indledende forundersøgelser for etablering af en BRT-linje, og kommunen arbejder for at deltage i en forsøgsordning om udpegning af stationsnære kerneområder omkring to BRT-stationer. Staten har tilkendegivet, at der er mulighed for at planlægge for stationsnært kerneområde ved en af de kommende BRT-stationer.