Virksomheder


Produktionsvirksomheder

1.6.1 De udpegede erhvervsområder skal forbeholdes produktionsvirksomheder samt transport- og logistikerhverv og friholdes for anden anvendelse uden tilknytning til sådanne virksomheder.

Virksomheder med særlige beliggenhedskrav

1.6.2 Erhvervsområderne ved Hedelandsvej syd (rammeområde 3.E.11) og Beredskabsvej syd (rammeområde 3.E.4) er forbeholdt virksomheder med særlige beliggenhedskrav (miljøklasse 6-7). Området kan zoneres i forhold til miljøklasser.

I området ved Hedelandsvej syd (rammeområde 3.E.11) kan der desuden lokaliseres transport- og logistikerhverv, som primært har store mængder tung transport og andre støjende aktiviteter.

1.6.3 Erhvervsområdet Transportcentret (rammeområde 2.E.10) er forbeholdt transport- og logistikerhverv. Der kan i forbindelse med transport- og logistikerhverv med mere end 30.000 m2 etageareal etableres kontorlokaler på mere end 1.500 m2 etageareal til egen administration.

1.6.4 Omkring eksisterende og planlagte virksomheder, der er omfattet af § 4 og 5 i risikobekendtgørelsen, må der ikke udlægges arealer til følsom anvendelse inden for en afstand af 500 meter, medmindre det kan godtgøres, at det ikke er forbundet med miljømæssige eller sikkerhedsmæssige problemer. For anlæg mellem 30 MW (megawatt) og 100 MW (megawatt) er den tilsvarende afstand 200 meter.

 

Redegørelse

Høje-Taastrup Kommune vil sikre:

  • at undgå miljøkonflikter mellem virksomheder og miljøfølsom anvendelse såsom boliger og kontorerhverv.

Kommuneplanens retningslinjer vedrørende virksomheder er udarbejdet på baggrund af Planlovens § 11 a, stk. 1, nr. 6, 25 og 26 for hhv. beliggenheden af virksomheder med særlige beliggenhedskrav, erhvervsområder forbeholdt produktionsvirksomheder og transport- og logistikerhverv samt konsekvensområder.

Formålet med udpegningen er at sikre produktionsvirksomhedernes drifts- og udviklingsmuligheder, så de ikke bliver underlagt skærpede miljøkrav ud over deres miljøgodkendelse som følge af ny planlægning af miljøfølsom anvendelse såsom boliger og kontorerhverv.

Produktionsvirksomheder er generelt defineret som virksomheder, der er omfattet krav om miljøgodkendelse eller om regelmæssige miljøtilsyn samt transport- og logistikvirksomheder. Virksomhederne er således primært defineret i henhold til miljølovgivningen. Produktionsvirksomheder er defineret som virksomheder omfattet af:

  • Bekendtgørelse om godkendelse af listevirksomhed
  • Bekendtgørelse om miljøkrav for mellemstore fyringsanlæg med hjemmel i lov om miljøbeskyttelse
  • Bekendtgørelse om virksomheder, der forarbejder emner af jern, stål eller andre metaller, som har hjemmel i lov om miljøbeskyttelse
  • Bilag 1 til bekendtgørelse om brugerbetaling for godkendelse m.v. og tilsyn efter lov om miljøbeskyttelse og lov om husdyrbrug og anvendelse af gødning m.v. (husdyrbrug er ikke omfattet af definitionen)
  • Transport- og logistikerhverv

Erhvervsområder forbeholdt produktionsvirksomheder samt transport- og logistikerhverv

Der udpeges fire erhvervsområder forbeholdt produktionsvirksomheder samt transport- og logistikvirksomheder. Det drejer sig om tre områder i den vestlige del af Hedehusene: området ved Hedelandsvej syd (rammeområde 3.E.11), Beredskabsvej syd (rammeområde 3.E.4) og Jasonminde erhvervsområde (rammeområde 3.E.8), samt Transportcentret (rammeområde 2.E.10) i Høje Taastrup. Fremadrettet er det kun muligt for virksomheder omfattet af definitionen som produktionsvirksomhed samt anvendelse i tilknytning til denne virksomhed at placere sig inden for det udpegede område. Ved fremtidig lokalplanlægning på naboarealer skal der redegøres for, hvordan planen tager højde for den eksisterende produktionsvirksomhed, og hvordan det kan sikres, at virksomheden ikke bliver underlagt skærpede krav i forbindelse med fremtidige miljøgodkendelser. Dette kan være i form af bestemmelser om etablering af afværgeforanstaltninger eller bebyggelsens placering.

Udpegningen er foretaget med udgangspunkt i matrikelgrænsen samt rammeafgrænsningen. Retningslinjerne for områderne skal sikre, at erhvervsområderne ved ny lokalplanlægning skal forbeholdes produktionsvirksomheder. De nye retningslinjer gælder således udelukkende ved ny planlægning og begrænser ikke eksisterende lovlig anvendelse.

De øvrige erhvervsområder udpeges ikke, da flere af erhvervsområderne har en stor variation af anvendelser. Muligheden for fortsat at sikre, at en bred variation af virksomhedstyper kan lokalisere sig, ønskes bevaret. Endvidere er flere af de andre erhvervsområder beliggende i nærheden af boligområder, hvormed virksomhederne allerede er underlagt strenge miljøkrav, og det vurderes samtidig, at det ikke er hensigtsmæssigt, at de områder forbeholdes produktionsvirksomheder. Selvom områderne ikke udpeges, skal der i henhold til Planloven ved ny lokalplanlægning omkring samtlige produktionsvirksomheder omfattet definitionen redegøres for, hvordan der er taget hensyn til virksomhederne.

Konsekvensområder

Der udpeges ikke konsekvensområder omkring erhvervsområderne forbeholdt produktionsvirksomheder. Omkring de udpegede erhvervsområder er der begrænsede muligheder for byudvikling, da det blandt andet er udpeget som transportkorridor og grøn kile. Det er derfor ikke relevant at udpege konsekvensområder. 

Formålet med udpegningerne er at sikre, at virksomheder med særlige beliggenhedskrav kan lokalisere sig uden konflikter til miljøfølsom anvendelse, vand-, natur og grundvandsinteresser, samt hvor der er behov væsentlig godstransport. Det omfatter generelt virksomheder, der på grund af røg, støj, vibrationer, store udledninger af spildevand, højt energiforbrug eller meget tung trafik er svære at lokalisere.

Der kan inden for de udpegede områder ikke gives tilladelse til virksomheder, der begrænser den fremtidige lokalisering af både virksomheder med særlige beliggenhedskrav og transport- og logistikerhverv.

De udpegede områder er fastsat i Fingerplan 2019, som har til formål at sikre tilstrækkeligt med lokaliseringsmuligheder af disse typer virksomheder på tværs af hovedstadsområdet, og på den måde sikre regionens konkurrenceevne og funktionalitet.

De udpegede områder kan zoneres, så mindre delområder kan forbeholdes virksomheder i lavere miljøklasser med henblik på at undgå nabokonflikter. Kommuneplan 2021 fastlægger ikke sådan en zonering inden for de udpegede områder.

Virksomheder med særlige beliggenhedskrav er virksomheder i miljøklasse 6-7. Miljøklasserne defineres i henhold til ‘Håndbog om miljø og planlægning’.

Kommuneplan 2021 udpeger i overensstemmelse med Fingerplan 2019 to områder i Hedehusene vest til virksomheder med særlige beliggenhedskrav. I området ved Hedelandsvej syd (rammeområde 3.E.11) er der dog også mulighed for transport- og logistikerhverv, som primært har store mængder tung transport og andre støjende aktiviteter svarende til miljøklasse 6-7.

Transport- og logistikerhverv kan være i miljøklasse 6-7, men også i lavere miljøklasse afhængigt af, hvor tung og hvor meget transport virksomhederne har.

Fingerplan 2019 udpeger også et område nord for Baldersbrønde som egnet for transport- og logistikerhverv. Området medtages ikke i Kommuneplan 2021, da der pt. ikke er et behov for yderligere transport- og logistikerhverv i kommunen.

Risikovirksomhed

Høje-Taastrup Kommune rummer en enkelt virksomhed i henhold til risikobekendtgørelsens § 4. Virksomheden er beliggende i et område i Hedehusene, Beredskabsvej, som er udpeget til lokalisering af virksomheder med særlige beliggenhedskrav.

I henhold til ‘Bekendtgørelse om planlægning omkring risikovirksomheder’ (Bek. Nr. 371, 21/04/2016) skal planlægningen omkring risikovirksomheder inddrage hensynet til risikoen for større uheld forud for fastlæggelse af bestemmelser for arealanvendelsen, som omfatter arealer, der ligger nærmere end 500 meter eller inden for en større passende sikkerhedsafstand fra en virksomhed. Det gælder for følsomme anvendelser som eksempel rekreative områder, boligområder, kontorerhverv samt andre anvendelser, hvor der samles flere mennesker, og som er svære at evakuere.

Planlægning omkring eksisterende risikovirksomheder skal bygge på eventuel ny viden eller nye oplysninger om virksomheden eller dens omgivelser, som medfører, at virksomheden må antages at udgøre en øget risiko for større uheld med farlige stoffer i forhold til tidligere vurderinger.

Flere arealer i Hedeland og erhvervsområderne ved Beredskabsvej ligger indenfor 500 meter fra risikovirksomheden. Da der ikke findes beboelser i disse områder, vurderes det, at der ikke er store miljømæssige eller sikkerhedsmæssige risici. Der bør foretages en risikovurdering af virksomheden, således at virksomheden ikke med tilbagevirkende kraft afkræves sikkerhedsforanstaltninger.

Ved planlægning omkring risikovirksomheder skal der foretages en høring af risikomyndighederne.