Bymønster


1.1.1 Bymønstret skal fastholdes, så Høje-Taastrup Kommune forbliver opdelt i stationsbyerne, øvrige byer, landzonelandsbyer og det åbne land.

Stationsbyer

1.1.2 Høje Taastrup er kommunens hovedby og har som eneste by i kommunen et regionalt center, og Høje Taastrup Station er udpeget som knudepunktsstation. Her skal byfunktioner af regional karakter fortrinsvis lokaliseres i nærheden af stationen. Det vil sige intensive byfunktioner, som henvender sig til et regionalt opland, som rækker ud over kommunen og nabokommunerne.

1.1.3 Taastrup og Hedehusene er stationsbyer. I disse byer kan placeres byfunktioner, som er mere henvendt til lokalområdet og opland, og som har fordel af beliggenhed i nærhed til kollektiv trafik og hovedfærdselsårer.

1.1.4 Nye boliger skal hovedsageligt placeres i stationsbyerne for at understøtte den eksisterende serviceforsyning og forhindre byspredning.

1.1.5 I stationsbyerne skal de karakteristiske, oprindelige træk tilstræbes bevaret, og ved planlægning skal det vurderes, om der er kulturhistoriske bevaringsværdier, der skal beskyttes.

Øvrige byer

1.1.6 Sengeløse og Reerslev/Stærkende er øvrige byer i byzone. Her kan placeres funktioner og detailhandel af lokal karakter. Der kan foregå en begrænset udvikling af byerne som huludfyldning og mindre afrunding.

1.1.7 I de øvrige byer skal de karakteristiske, oprindelige træk tilstræbes bevaret, og ved planlægning skal det vurderes, om der er kulturhistoriske bevaringsværdier, der skal beskyttes. 

Landsbyer

1.1.8 Marbjerg, Soderup, Vasby og Vridsløsemagle er landzonelandsbyer. I landzonelandsbyerne kan ny bebyggelse kun ske som huludfyldning eller mindre afrunding af landsbyen. Landsbyerne kan anvendes til boliger, mindre erhverv, landbrug og offentlige formål af lokal karakter.

1.1.9 Landzonelandsbyerne er særlige landsbyer, og udviklingen skal ske i sammenhæng med det eksisterende karakteristiske landsbymiljø og bidrage til at fastholde en skarp grænse mellem by og land. Eventuelt nybyggeri, anlæg med videre skal ske på baggrund af en lokalplan, som har til formål at bevare landsbyen, og som tager hensyn til kulturhistoriske, landskabelige og andre naturmæssige træk.

1.1.10 Der gives ikke mulighed for omdannelseslandsbyer i indeværende planperiode.

 

Redegørelse

Høje-Taastrup Kommune vil sikre:

  • at byomdannelse og byudvikling overvejende sker inden for byfingeren med god tilknytning til kollektiv trafik.
  • at rollefordelingen mellem byerne fastholdes, og at byernes kendetegn og kvaliteter videreudvikles.

Kommuneplanens retningslinjer vedrørende bymønster er udarbejdet på baggrund af Planlovens § 11 a, stk. 1, nr. 15, 23 og 24 for hhv. sikring af kulturhistoriske bevaringsværdier, udviklingen af landsbyer og beliggenhed af omdannelseslandsbyer.

Bymønsteret er fastsat efter hovedprincipperne i Fingerplanen, der fastlægger de overordnede rammer for den fysiske planlægning i hovedstadsområdet. Fingerplanen inddeler kommunen i byfingeren og det øvrige hovedstadsområde og fastsætter, at byudviklingen primært skal ske i byfingeren. Dette bidrager til at hindre byspredning og at sikre, at områder mellem byfingerne friholdes som regionale friluftsområder.

Høje-Taastrup Kommunes bymønster er kendetegnet ved de tre stationsbyer Høje Taastrup, Taastrup og Hedehusene, som er placeret inden for byfingeren. I det øvrige hovedstadsområde i Fingerplanen ligger de øvrige byer Sengeløse og Reerslev/Stærkende samt fire mindre landzonelandsbyer Marbjerg, Soderup, Vasby og Vridsløsemagle. Som en del af byfingeren rummer kommunen derudover flere historiske landsbyer, som er blevet omsluttet af by. Det drejer sig blandt andet om Klovtofte, Taastrup Valby, Høje Taastrup landsby, Baldersbrønde og Fløng.

Kommuneplanen indeholder også retningslinjer for byudvikling samt strategier for de enkelte byer.

Retningslinjer for byudvikling kan læses her, og bystrategierne kan læses her.

Den eksisterende bymønster skal opretholdes, og byomdannelse og byudvikling skal overvejende ske inden for stationsbyerne Høje Taastrup, Taastrup og Hedehusene, som har gode forbindelser til den kollektive trafik.

Høje Taastrup er kommunens hovedby, da det er et regionalt knudepunkt med gode forbindelser internt i kommunen og på tværs af kommunegrænser. Høje Taastrup rummer størstedelen af kommunens arbejdspladser, institutioner, kommunale administrationer samt detailhandel blandt andet shoppingcentret City2, som har et større regionalt opland. Funktioner, som henvender sig til alle kommunens borgere og har et regionalt opland, bør placeres i Høje Taastrup.

Høje-Taastrup Kommunes to andre stationsbyer Taastrup og Hedehusene er begge centeret omkring mindre handelsgader med butikker og kulturtilbud. Herudover er der mange forskellige bosætningsmuligheder samt idræts- og fritidsaktiviteter. Her skal der hovedsageligt placeres funktioner med et mere lokalt opland.

Stationsbyerne rummer væsentlige kulturhistoriske bevaringsværdier i form af kulturmiljøer og enkelte bygninger, der bør beskyttes i forbindelse med fremtidig planlægning.

De øvrige byer Sengeløse og Reerslev/Stærkende har hver deres historiske udviklingsbetingelser, som er med til at give dem deres egen identitet og eget særpræg. Den fremtidig udvikling af byerne skal værne om byernes karakter og give mulighed for funktioner til forsyning af lokalområdet for at sikre en hensigtsmæssig udvikling af byerne.

Der kan kun ske en begrænset udvikling af byerne af lokal karakter i form af huludfyldning og afrunding. Ved afrunding forstås overordnet en afrunding af byen set i forhold til dens udstrækning og det omgivende landskab. Afrunding indebærer, at der sigtes mod en naturlig byafgrænsning, og at byvæksten er beskeden i forhold til den eksisterende bebyggelse og tager hensyn til landskabet.

Landsbyerne Vridsløsemagle, Marbjerg, Soderup og Vasby er beliggende i landzone og er kendetegnet ved deres lille størrelse og den synlige grænse til det åbne land. Landzonelandsbyerne har deres oprindelse i middelalderen og er landsbyer af kulturhistorisk interesse. Læs mere under kulturhistorie i landområdet.

Landsbyerne er udpeget som særlige landsbyer, da de udgør en vigtig del af kommunens kulturarv og særligt velbevaret.

I Marbjerg, Soderup og Vasby bor der i alt omkring 400 borgere. Vridsløsemagle er den største landzonelandsby med omkring 450 borgere. Landsbyerne bidrager med et attraktivt alternativ til byernes tilbud. Her er det naturværdier, landsbymiljøer og kulturarv, der sætter rammen. Høje-Taastrup Kommune vil bevare de værdifulde kulturhistoriske træk i landsbyerne samtidig med, at landsbyerne fortsat udvikles til attraktive områder for de lokale beboere.

Retningslinjerne angiver, at der i kommunens landsbyer kan tillades begrænset nybyggeri opført som huludfyldning eller mindre afrunding på baggrund af en lokalplan. Det er hensigten, at landsbyernes størrelse skal fastholdes omtrent som nu, og at udviklingen primært skal rette sig mod at fastholde og styrke de nuværende kvaliteter. 

Ny bebyggelse skal som hovedregel placeres i tæt tilknytning til eksisterende bebyggelse og på en sådan måde, at der bygges videre ud fra bebyggelsesmønstre og gadeforløb, der er karakteristiske for byen. Lokalplaner for landsbyerne skal indeholde nærmere bestemmelser om bebyggelse og erhverv og skal sikre de kulturhistoriske interesser i landsbyen. Lokalplaner skal i udgangspunktet være for hele landsbyen.

Landsbyerne er som udgangspunkt ikke forsynet med servicefunktioner. I den videre planlægning af landsbyerne skal forbindelsen til de øvrige byer forstærkes for at sikre god adgang til servicefunktioner.

Der er ikke grundlag for at benytte planlovens regler om omdannelseslandsbyer.