Hvad er en kommuneplan?

Kommuneplanen er en overordnet plan for den fysiske udvikling og arealanvendelse i Høje-Taastrup Kommune. Kommuneplanen omfatter en periode på 12 år og skal revideres hver fjerde år.

En kommuneplan består af:

Hovedstrukturen, der beskriver de overordnede mål for kommunens udvikling og arealanvendelse.

Retningslinjer, der udgør administrationsgrundlaget for arealanvendelsen og fastlægger hvilke hensyn, der skal indgå i afvejningen af en ansøgning om tilladelse eller dispensation. Retningslinjerne ledsages af kortudpegninger og en redegørelse med beskrivelse af baggrunden for retningslinjerne.

Rammer for lokalplanlægning, der fastsætter det overordnede indhold af fremtidige lokalplaner.

Lovgrundlaget for Kommuneplan 2021 er lov om planlægning, LBK nr. 1157 af 1. juli 2020.

Retsvirkninger

Kommuneplanen er bindende for Byrådet, som skal arbejde for planens gennemførelse. Byrådet kan modsætte sig udstykning og bebyggelse, som er i strid med den endeligt vedtagne kommuneplan. Kommuneplanen er dog ikke direkte bindende for den enkelte borger.

Der kan ikke dispenseres fra en kommuneplan, men Byrådet kan vedtage tillæg til kommuneplanen, hvor rammer for lokalplanlægning eller retningslinjer ændres.

For ejendomme i byzone, hvor der ikke er lokalplanlagt, er det kommuneplanen, der sammen med bygningsreglementet danner grundlag for byggesagsbehandlingen. For ejendomme i landzone, er det kommuneplanen og landzonebestemmelserne i Planloven, der danner grundlag for byggesagsbehandlingen. Kommuneplanen erstatter ikke gældende lokalplaner og byplanvedtægter, men rammerne for lokalplanlægning gælder udelukkende ved udarbejdelse af nye lokalplaner.

Særligt i Høje-Taastrup Kommuneplan

Udover de formelle krav til hvad en kommuneplan skal indeholde, har Høje-Taastrup Kommune bystrategier og en strategi for landområdet. Strategierne indeholder en overordnet vision og principper for den fremtidige udvikling i kommunen.

Kommuneplan 2021 er samtidig kommunens vejplan efter reglerne i Vejloven.

Se Høje-Taastrup Kommunes vejplan her.